Tøj- og modeindustrien spiller en væsentlig rolle i klimaforandringerne. Produktionen, transporten og forbruget af tøj har en meget stor påvirkning. Den stigende udbredelse af fast fashion og en brug-og-smid-væk-kultur øger problemet. Aktion Klima giver eleverne mulighed for at engagere sig aktivt og kreativt i udviklingen af løsninger på nogle af de største klimaudfordringer forbundet med tøj og mode. Gennem undersøgelse, refleksion og innovation kan eleverne få indsigt i, hvordan de kan bidrage til en mere klimavenlig modeindustri og et mere bæredygtigt forbrug.

 

Kort om tøj og klima

1. Modeindustrien står for op mod 10% af den globale CO2-udledning – mere end fly- og skibsindustrien tilsammen.

2. Hvert år destrueres cirka 677 tons nyt, usolgt tøj i Danmark – svarende til omkring 2,7 millioner t-shirts.

3. Den gennemsnitlige dansker køber 10,9 kg tøj om året – hvilket er 35% over verdensgennemsnittet.

4. Forbruget af tøj og sko forventes at stige globalt med over 60% frem mod 2030 – drevet af en voksende middelklasse og øget forbrug.

5. Produktionen af én bomulds-t-shirt kræver omkring 1.400 liter vand – svarende til mere end 10 fyldte badekar.

6. Nogle fast fashion-brands udgiver 24 kollektioner om året – én hveranden uge, hvilket skubber til overforbrug.

7. Kun 1% af alt tøj genanvendes til nyt tøj – resten bliver til lavere kvalitetstekstiler eller affald.

8. Hvert sekund smides en lastbil fyldt med tekstiler ud enten til forbrænding eller på lossepladser. Nogle steder ender det tøj på såkaldte ‘tøjkirkegårde’ i mindre udviklede lande.

9. Mere end halvdelen af alt fast fashion-tøj ender på forbrændingsanlæg eller lossepladser inden for et år efter produktionen – det svarer også til, at en lastbilfuld tekstiler hvert eneste sekund.

10. Tekstilproduktion er ansvarlig for omkring 20% af den globale vandforurening på grund af farvning og efterbehandling af tekstilprodukter.

 

Didaktiske muligheder

Aktion Klima lægger op til at eleverne kan være aktive og arbejde kreativt med bl.a. at:

  • Undersøge tøjindustriens klimaaftryk gennem research, analyser og interviews.

  • Reflektere over egne forbrugsvaner og hvilke bæredygtige alternativer, der findes.

  • Eksperimentere med upcycling og redesign af tøj.

  • Udvikle løsninger, der kan skabe forandring i forbrugsmønstre og produktion.

  • Formidle deres idéer og løsninger for hinanden eller for eksterne gæster.

Tøj er et stærkt udgangspunkt for at arbejde konkret og kreativt med klima, forbrug og bæredygtighed i undervisningen. Det er et emne, der taler direkte til elevernes liv og værdier, og det kan engagere dem i en relevant og meningsfuld læringsproces. Mulighederne for at involvere metoder og indhold fra skolens fag er mange, ligesom arbejdet med tøj- og modeindustrien er med til at danne eleverne som kritiske samfundsborgere og innovative forandringsagenter. 

Temaet tøj er udviklet med inputs og tematisk sparring fra Tekstilrevolutionen. Du kan som underviser få direkte adgang til forløb (udviklet af andre undervisere), aktiviteter (som du kan vælge og bruge til at bygge dine egne forløb) og ressourcer (tekster, videoer, arbejdsark mv.), der knytter sig til tøj- og modeindustrien, ved at klikke på de 3 orange knapper nedenfor. Du kan også klikke på knappen ‘Aktivitetsoversigt’ nedenfor for at få et samlet overblik over de aktiviteter, der er udviklet specifikt til temaet tøj. 

Andre temaer:

TØJ FORLØB

Se forløb indenfor temaet tøj. 

TØJ AKTIVITER

Se aktiviteter indenfor temaet tøj.

TØJ RESSOURCER

Se ressourcer indenfor temaet tøj.