METODE

Idéevaluering med kunstig intelligens

Eleverne anvender kunstig intelligens (AI) som støtte til at evaluere, forbedre og nuancere deres idéer eller løsning.

Metoden træner eleverne i at bruge kunstig intelligens som idéekspert, især når de skal undersøge idéer, der kræver viden, de ikke selv besidder.

1

Formulér evalueringskriterier, eller bed eleverne selv formulere kriterier, som de ønsker at vurdere deres idéer ud fra. Eksempler kan være:

  • Hvor godt løser idéen problemet?
  • Hvor glade vil målgruppen blive for idéen?
  • Hvor let er idéen at implementere?
2

Eleverne giver hver idé point fra 1-5 for hvert kriterium, hvor 5 er bedst/mest/lettest.

3

Eleverne beskriver deres idéer, kriterier og pointgivning for deres chatbot (fx SkoleGPT), og beder den om at udfordre deres pointgivning. Chatbotten skal komme med argumenter for, hvorfor hver idé eventuelt bør have højere eller lavere point på de forskellige kriterier.

4

Eleverne revurderer deres pointgivning ud fra chatbottens argumenter og fastsætter de endelige point.

Didaktiske fif:

  • Lad fx eleverne prøve to forskellige chatbot-platforme og sammenligne de argumenter, de får. Dette kan give dem indsigt i, hvordan forskellige systemer kan prioritere information forskelligt.
  • Giv evt. eleverne mulighed for at vælge mellem at arbejde med AI i skriftlig form (tekstbaseret dialog) eller mundtlig form (stemmebaserede AI-assistenter) afhængigt af deres præferencer og behov.
  • Lav evt. en to-trins evaluering, hvor nogle elever starter med en simpel idévurdering, mens andre får en mere kompleks opgave, hvor de skal forudse potentielle udfordringer og udvikle løsninger baseret på AI-feedback.
  • Før eleverne fastsætter deres endelige point, kan de bede chatbotten om at udvikle detaljerede brugsscenarier. Dette kan give indblik i, hvordan idéerne potentielt vil udfolde sig i praksis med forskellige typer brugere og interessenter.

 

Eksempel på prompt:

Vi har en idé om (beskriv kort idéen), som vi har vurderet ud fra følgende kriterier:

  • (Beskriv kriterium 1): Vi har givet den X point for dette kriterium, fordi…
  • (Beskriv kriterium 2): Vi har givet den X point for dette kriterium, fordi…
  • (Beskriv kriterium 3): Vi har givet den X point for dette kriterium, fordi…

Kan du udfordre vores vurdering? Giv argumenter for, hvorfor nogle af vores point kunne være for høje eller for lave. Derudover vil vi gerne forstå, hvordan idéen opleves af målgruppen. Forestil dig, at du er en typisk person i vores målgruppe. Hvordan ville du opleve denne idé i din hverdag? Beskriv gerne øjeblik for øjeblik, hvordan idéen bruges i forskellige situationer. Er der ting, vi overser, som kan gøre idéen mere eller mindre attraktiv for målgruppen?

Tags:
Du skal være logget ind for at bruge denne funktion

ORGANISERING:

  • Individuel
  • Makkerpar
  • Gruppe

VÆRKTØJER:

  • Telefon, tablet eller computer