METODE

Præsentationsbazar

Eleverne deler sig op i deres gruppe, så en eller flere præsenterer deres idé eller løsning ved deres bord, mens de andre elever går rundt og lytter til de forskellige præsentationer.

Metoden understøtter elevernes evne til at formidle deres idéer klart, lytte aktivt til andres præsentationer og stille opklarende spørgsmål.

1

Eleverne klargør deres præsentation ved at rydde op på bordet og stille deres frembringelser frem. Frembringelser kan være beskrivelser, tegninger, prototyper mv.

2

Hver gruppe vælger en eller to elever, der bliver ved bordet og præsenterer deres idé eller løsning for de elever, der kommer forbi.

3

Præsentationsrunde 1 sættes i gang. De andre elever i gruppen går rundt og lytter til de andre gruppers præsentationer, mens værterne får besøg af elever fra de andre grupper. De besøgende elever må gerne sprede sig og stille opklarende spørgsmål til præsentationen, men de må ikke overtage præsentationen.

4

Ring med en klokke eller giv signal, når det er tid for gæsterne at gå videre til et nyt bord. 

5

Efter et aftalt tidsrum byttes rollerne, så de elever, der før præsenterede, nu går rundt og lytter og omvendt.

6

Processen fortsættes i et aftalt tidsrum. Ring med klokken og bed de elever, der er på besøg, om at vende tilbage til deres egen gruppe.

Didaktiske fif:

  • Eleverne kan udarbejde en kort guideline med nøglepunkter, de vil præsentere, for at gøre deres budskab mere fokuseret. 
  • Udstik evt. kriterier for deres præsentationer, fx. at de på deres bord skal fremvise noget skriftligt, en tegning og noget fysisk (en prototype, artefakt mv.). 
  • Opfordr eleverne til at tage noter eller reflektere over de idéer, de har hørt, og hvordan de kan bruge dem i deres eget arbejde. Rammesæt evt. det, som de skal lytte til og/eller tage med tilbage til egen gruppe. 
  • Det er ikke afgørende, at alle elever hører præsentationer fra alle grupper. Derfor er det en god idé, at de besøgende eleverne fra samme grupper spreder sig.   
  • I stedet for at ringe med klokken, hver gang de besøgende skal bevæge sig videre til et nyt bord, kan eleverne ofordres til at bevæge sig videre, når de har hørt nok. 
  • Metoden kan bruges i forbindelse med projektforløb, hvor eleverne skal dele deres arbejde med hinanden og få inspiration fra de andres.
Tags: Præsentere, lytte
Du skal være logget ind for at bruge denne funktion

ORGANISERING:

  • Gruppe
  • Klasse

VÆRKTØJER:

  • Bordopstilling til grupper
  • Materialer til præsentation 
  • Evt. klokke