METODE

Brugerobservation

Eleverne observerer en eller flere brugere for at få indsigt i deres adfærd i konkrete situationer.

Metoden træner elevernes evne til at sætte sig i andres sted og blive klogere på deres adfærd.

1

Eleverne definerer formålet med observationen, dvs. hvad de vil skaffe sig mere viden om. De skriver formålet ned fx som en problemformulering eller et spørgsmål, de ønsker at besvare gennem deres observationer.

2

Eleverne udpeger, hvilke typer brugere der vil være relevante at observere for at besvare problemformuleringen. Eleverne kan overveje forskellige relevante karakteristika hos brugerne, som fx alder, interesser eller erfaring, afhængig af deres fokus.

3

Bed eleverne overveje, hvor brugerne bedst kan observeres i fht. at få indsigt i deres adfærd. Det kan fx være i en kantine, et offentligt bibliotek eller en butik.

4

Eleverne beslutter, hvordan de vil dokumentere deres observationer, fx ved at tage noter, fotos og/eller videoer. De udarbejder en tjekliste over, hvad de vil fokusere på i deres observationer, herunder handlinger, omgivelser, tidsforbrug og andet relevant. 

5

De besøger et relevant observationssted og beder om lov til at foretage observationer. Eleverne observerer de udvalgte brugeres adfærd og beskriver den observerede adfærd i korte udsagn og evt. også ved at fotografere/videooptage den (med tilladelse fra brugerne). 

6

Eleverne gennemgår deres noter og evt. billedmateriale for at sikre, at de har dokumenteret alle observationer præcist og udførligt.

Didaktiske fif:

  • Anvend evt. metoden Brainstorm inden observationen til at eleverne får idéer til mulige brugere.  
  • Anvend evt. metoden Mønster-gruppering efter observationen for at støtte eleverne i at identificere mønstre, som kan give dem indsigt i brugerens behov eller problemer.
  • Eleverne kan prøve at sætte sig i brugernes sted ved at agere på samme måde som brugerne. Evt. som et rollespil. De reflekterer over deres oplevelser. 
  • Eleverne kan gennemføre opfølgende samtaler med udvalgte brugere, som de har observeret. Observationerne kan læses op for brugerne, og eleverne kan bede om deres reaktioner. Eleverne nedskriver brugernes respons/svar.  
  • Hvis ikke det er muligt at foretage live observationer, kan eleverne også observere adfærd på videoer. 
  • Metoden anvendes bl.a. i aktiviteten Spot en tøjforbruger.
Tags: Observere, dokumentere
Du skal være logget ind for at bruge denne funktion

ORGANISERING:

  • Makkerpar
  • Gruppe

VÆRKTØJER:

  • Papir
  • Skriveredskaber
  • Kamera (evt. smartphones)