Eleverne forbereder en fernisering (udstilling) af det, de har produceret, og inviterer gæster udefra, såsom andre elever, forældre eller personer fra lokalsamfundet.
Intentionen er, at eleverne får erfaring med at fremvise deres produktion i en autentisk kontekst, oplever anerkendelse af deres indsats og reflekterer over formidling og æstetik.
Orientér eleverne om, at de skal lave en stand, hvor de udstiller og præsenterer deres arbejde for gæster udefra til en fernisering. Fortæl dem, hvordan det kommer til at foregå, hvem gæsterne er, og hvilke krav der er til deres udstilling/præsentation.
Eleverne planlægger deres udstilling. Med metoden Brainstorm kommer de med idéer til, hvordan deres produkter bedst formidles visuelt (fx. layout, opsætning, forklarende tekst, audiovisuelle elementer).
Eleverne forbereder deres udstilling. De laver plakater, beskrivelser eller interaktive elementer.
Eleverne øver sig med metoden Generalprøve i at forklare deres arbejde kort og præcist. De kan præsentere for hinanden og give hinanden feedback.
Eleverne klargør klasseværelset / udstillingsrummet og deres udstilling.
Gæsterne ankommer og begynder at gå rundt i udstillingen. Eleverne byder dem velkommen til deres stand og præsenterer. Gæsterne interagerer med eleverne.
Saml op i klassen, når gæsterne er gået. Eleverne reflekterer over, hvordan det var at præsentere deres arbejde og modtage feedback.