Eleverne planlægger og afholder en Repair Café, hvor de inviterer andre elever, lærere eller lokalsamfundet til at reparere ødelagte eller slidte genstande i stedet for at smide dem ud. Repair Caféen kan fokusere på tøj, cykler og løbehjul, legetøj eller andre hverdagsprodukter.
Intentionen er, at eleverne oplever, hvordan reparation kan være et alternativ til overforbrug, og at de får erfaring med praktisk problemløsning og samarbejde.
Tag en snak med eleverne om, hvorfor det er vigtigt at reparere i stedet for at smide ud. Præsentér konceptet ‘repair café’. Eleverne bliver enige om, hvad de vil (kunne) reparere.
I makkerpar tager eleverne et kig på Repair Cafe Danmarks hjemmeside for at blive klogere på, hvordan de organiserer repair caféer rundt om i landet. Eleverne søger også efter videoer på internettet for at få nogle mere visuelle billeder af, hvordan det kan foregå i praksis. De noterer deres idéer og inputs undervejs.
Med deres makker og metoden Brainstorm noterer eleverne konkrete behov for reparation (fx. huller, knapper, lynlåse) , som de kan forestille sig, at der er behov for bliver repareret.
De laver en tabel med 3 kolonner og fører behov ind i søjle 1. Ud for hver skriver de, hvilke materialer (fx. sytråd, nål, symaskine, tøjrester til lapper), og hvilke kompetencer, der er brug for (fx. at kunne lappe et hul eller at kunne sy knapper i), i de to næste søjler.
Med metoden Sammenvævning udarbejder eleverne i klassen en samlet tabel over behov, materialer og kompetencer. De tager en snak om, hvordan de vil sikre, at der er de nødvendige kompetencer tilstede til at reparere – og om der er brug for, at de lærer sig nogle teknikker inden.
Eleverne laver en fælles Brainstorm over mulige roller, der skal varetages og hvilke grupper, der skal nedsættes for, at de kan fordele opgaverne mellem sig. Det kan fx. være reparationsgruppe, dokumentationsgruppe (fotos og video), markedsføringsgruppe, værts- og logistikgruppe mv.
Med metoden Interessegrupper vælger eleverne sig ind på den gruppe, som de helst vil arbejde med. Vil de fleste elever deltage i den samme gruppe, kan metoden Prioriteret afstemning bruges til at fordele eleverne i grupperne.
Grupperne arbejder og forbereder og markedsfører repair caféen, fx:
Eleverne tager imod gæsterne og forklarer, hvordan caféen fungerer.
Eleverne og gæsterne arbejder sammen om at reparere tøj, cykler, elektronik eller andet. Dokumentationsgruppen dokumenterer processen med billeder, videoer og evt. interviews med gæsterne undervejs.
Når tiden er gået afsluttes repair caféen, og eleverne ryder op.