METODE

Cafépræsentation

Eleverne præsenterer deres idéer, prototyper eller tilsvarende for elever fra de andre grupper, der kommer på besøg. Rollerne byttes midtvejs, så dem, der præsenterede først også får mulighed for at besøge de andre grupper.

Metoden giver eleverne mulighed for at præsentere deres arbejde med afsæt i noget visuelt og blive inspireret af, hvad de andre grupper har udviklet.

1

Eleverne gør deres bord eller væg klar med plancher, prototyper eller andet til at kunne få besøg fra de andre grupper.

2

Grupperne vælger en eller to elever, der vil præsentere i første runde, og hvem der vil præsentere i anden runde.

3

Sæt cafépræsentationen igang. De elever, der er valgt til at præsentere i første runde, præsenterer for elever fra de andre grupper, der kommer på besøg ved deres bord / væg. De besøgende bevæger sig rundt, så de når at se og høre flere præsentationer.

4

Ring med en klokke eller markér på anden vis, når det er tid til runde 2. Dem, der er udpeget til at præsentere i anden runde, går til deres bord / væg og starter med at præsentere. De elever, der før præsenterede, kan nu bevæge sig rundt og lytte til præsentationer fra de andre grupper.

5

Når tiden er gået, går eleverne tilbage til deres gruppe. De deler, hvad de er blevet inspireret af hos de andre grupper og reflekterer over om det giver dem nye idéer til deres egen idé/prototype.

Didaktiske fif:

  • Giv evt. eleverne nogle kreative benspænd eller rammer til deres cafépræsentationer. Det kan fx være krav til brug af visuelle hjælpemidler, eller hvad de som minimum skal fortælle om.
  • Besøgene kan ske flydende, så eleverne går videre til næste bord, når de har hørt nok. Ring alternativt med en klokke eller markér på anden vis, når det er tid for de besøgende til, at de rykker videre til næste bord.
  • Vær opmærksom på, at alle borde får besøg,.
  • Kombinér evt. med metoden Elevatortale, så eleverne forbereder en kort præsentation, inden de får besøg.
  • Inviter evt. de besøgende elever til at stille opklarende spørgsmål eller på anden vis gå i dialog med dem, der præsenterer.
  • Kombinér evt. metoden med, at de besøgende elever giver mundtlig eller skriftlig feedback med To stjerner og et ønske eller Værdikompasset.
  • Metoden anvendes bl.a. i aktiviteten Rejser med håb.
Tags: Præsentere, lytte
Du skal være logget ind for at bruge denne funktion

ORGANISERING:

  • Makkerpar
  • Gruppe
  • Klasse

VÆRKTØJER:

  • Borde / vægplads
  • Prototyper, plancher mv.