Eleverne præsenterer deres idé eller løsning for et panel af gæster udefra, der giver feedback til eleverne.
Intentionen er, at eleverne får erfaring med at præsentere det, som de har udviklet, kort og præcist – og at de oplever at blive taget seriøst og få respons fra personer udefra.
Orientér eleverne om, at de skal præsentere deres idé for nogle gæster udefra – lidt som TV-programmet Løvens hule på DR. Fortæl eleverne, hvordan det kommer til at foregå, og hvem gæsterne er. Fortæl også, hvor lang tid de har til deres præsentation (fx 3 minutter), og hvad kravene/rammerne er for deres præsentation (fx at gæsterne har 5 minutter til at give feedback).
Med metoden Elevatortale forbereder eleverne deres præsentation. De kan skrive talenoter ned, lave plancher, slides eller andet til at understøtte deres præsentation.
Eleverne kommer med metoden Brainstorm op med forskellige idéer til, hvilke virkemidler og formidlingsmæssige greb, de kan anvende for at gøre deres præsentation interessant for ’løverne’.
Eleverne øver deres elevatorpitch en eller flere gange med metoden Generalprøve. De tager tid på deres præsentation og forbedrer den.
Klasseværelset klargøres, så gæsterne kan sidde i et panel – og både se præsentationerne og have front mod resten af klassen.
Gæsterne ankommer og præsenterer dem selv for klassen.
Grupperne præsenterer for løverne. Der klappes efter hver præsentation. Løverne giver på skift deres feedback. Når de har givet deres feedback, kan der åbnes op for feedback fra de andre elever, hvis der er tid. Sæt en tidsmæssig ramme for både præsentation og feedback og giv signal, når der er kort tid tilbage.
Når alle grupperne har præsenteret, takkes løverne. De får mulighed for at give en samlet respons til klassen. Giv evt. løverne en symbolsk gave for, at de har taget sig tiden.
Saml op i klassen, når løverne er gået. Spørg eleverne om, hvordan de oplevede det, og hvad de fik ud af det. Mind eleverne om, at det ikke er al feedback, som man skal tage med sig videre.