Eleverne læser en artikel for at få et indblik i de klimamæssige konsekvenser ved persontransport.
Intentionen er, at eleverne får øje på og forholder sig til klimaudfordringerne ved persontransport.
I grupper drøfter eleverne fordele og ulemper ved persontransport med metoden Talechip. Hver elev har en chip, fx en blyant eller centicube, som de placerer på bordet, når de vil tage ordet. Gruppen fortsætter, indtil alle har lagt deres talechip og sagt noget.
Uddel arbejdsarket Nu og efter. Bed eleverne individuelt om at skrive i “Nu-feltet”, hvad de ved om transport i forhold til klima og bæredygtighed. Fortæl eleverne, at I vender tilbage til “Efter-feltet”.
Eleverne læser webartiklen Bæredygtige transportmidler: Hvordan kan vi gøre vores transport mere miljøvenlig? med metoden Duetlæsning. I makkerpar skiftes de til at læse et stykke op med forskellige roller: Elev A læser første afsnit, elev B forklarer hovedpointen. Der byttes roller ved hvert afsnit, til artiklen er læst.
Når makkerparrene er færdige med at læse, tilføjer hver elev i “Efter-feltet”på arbejdsarket Nu og efter, hvad artiklen tilføjer af ny viden om transport, og hvordan de forholder sig til klima og bæredygtighed.