Eleverne forholder sig til, diskuterer og giver deres bud på svar til dilemmafyldte spørgsmål inspireret af radioprogrammet Sara og Monopolet (DR).
Metoden træner eleverne i at forholde sig, lytte og argumentere for at nå frem til mulige svar på dilemmaer og komplekse situationer.
Forklar eleverne formålet og formatet, herunder at de vil forholde sig til, diskutere og give deres personlige svar på de dilemmaer, de får præsenteret.
Udlevér de dilemmafyldte spørgsmål, som eleverne vil forholde sig til. Et sæt af spørgsmål til hver gruppe.
En af gruppens medlemmer trækker et spørgsmål og læser det op for de andre i gruppen.
Grupperne diskuterer dilemmaet, og eleverne deler deres synspunkter med hinanden. De lytter til hinandens argumenter og forsøger at finde frem til en fælles løsning eller anbefaling. Eleverne kan byde ind flere gange, hvis de bliver inspireret af, hvad de andre siger.
Når gruppen har drøftet dilemmaet grundigt eller tiden er gået, skriver de deres fælles beslutning og begrundelse ned – eller optager den som lydfil.
Eleven til højre for den elev, der trak det første spørgsmål, trækker et nyt dilemmafyldt spørgsmål og læser det højt for de andre. Gruppen gentager processen fra 4.
Grupperne fortsætter til de har forholdt sig til alle dilemmaer eller til tiden er gået.