Eleverne organiserer deres idéer, tanker, begreber eller andet ved at tegne grene og undergrene ud fra et centralt emne eller spørgsmål.
Metoden er god til at visualisere komplekse emner og hjælper eleverne med at se sammenhænge, huske og udvikle nye perspektiver.
Eleverne tager et stykke papir og skriver den idé, det emne eller det spørgsmål, som de vil lave et mindmap over, i midten af papiret. De tegner en cirkel rundt om.
De tilføjer hovedgrene ved at tegne linjer ud fra cirklen i midten. Over eller under hovedgrenene skriver eleverne overskrifter.
Eleverne tegner undergrene ud fra hovedgrenene, hvor de skriver idéer, begreber eller andet, der hører ind under disse.
Er der sammenhænge mellem forskellige grene, trækker eleverne streger mellem dem.