Eleverne deler deres indsamlede viden med resten af klassen.
Metoden er god til at dele større mængder af viden på forholdsvis kort tid, samtidig med at alle elever får mulighed for at dele og øve sig i at præsentere.
FØR:
Eleverne har forinden undersøgt et fagligt indhold i grupper. Den indsamlede viden deler grupperne i denne metode med resten af klassen.
Grupperne placerer sig ved hver deres tildelte område et sted i klassen. I dette område skal deres specifikke faglige område præsenteres.
Giv eleverne i hver gruppe et nummer fra 1 til 4.
Fortæl hvilket område, de forskellige elevnumre skal starte med at gå til. Fx alle elever med nr. 1 går til A, 2 til B osv. De nye grupper består af en elevrepræsentant, der skal formidle et fagligt indhold, og tre elever, der skal lytte.
Repræsentanten for området præsenterer det faglige indhold for resten af gruppen.
Når tiden er gået, takker eleverne for præsentationen, og de rokerer til næste område, hvor den nye repræsentant præsenterer sit faglige indhold for resten af gruppen. Der fortsættes rundt i ekspert-hjulet, indtil alle har præsenteret.